Turen går til landet uden glæde.

Da jeg trådte ind i landet og kiggede mig rundt, var der noget helt galt. Byen var stor, firkantet og kedelig, alt var gråt og trist. Beboerne lignede os på en prik, bortset fra at deres mundvige hang nedad. Jeg følte mig ikke velkommen og alle kiggede så ondt på mig hele tiden. Jeg blev ført med op til kongen, han var et tykt stort menneske, som så meget mere sur ud end alle de andre. Jeg kunne ikke lade være med og fnise af ham, men det skulle jeg aldrig have gjordt. For i et fast greb tog nogle folk fat om mine arme, og trak mig afsted. De førte mig ned i en kælder, hvor jeg blev smidt ned i et rum og døren blev lukket og låst. Jeg regnede ud at jeg nok var blevet smidt i fængsel. Jeg hørte pludselig en lyd, og lyden blev mere og mere til et grin. Til sidst sad alle i fængslet og skradgrinede. Det må være forfærdeligt at blive smidt i fængsel hver gang man griner. Jeg spekulerede over om jeg mon nogensinde ville komme ud.